Erindringer fra min Barndom.

 

(Af Past. O.A.Bu, Northfield, Minn)

 

Framsida

 

Jeg var født og vokste op paa garden nigar Bue i Bredebygden, Sel, Gudbrandsdalen. Jeg havde et godt hjem. Begge mine forældre var fra ungdommen af gudfrygtige folk af den haugianske type. Fars slægt havde i aarhundreder  boet paa gaarden. Mor var kommen fra gaarden Hyrve i Skjaak – den gang annex under Lom. Hun var søster af digteren Sylvester Sivertson. Om deres forældre siger Gudbrandsdalens historiker, Ivar Kleiven, - ”I lag med honom Guldbran Hove va han Sjugur Hyrve og kjeringje di framste ’taa de eldste Hauge-venom i Skjaak, ingen ha større vor’na millom di vekte, hell di tvau paa Hyrve. Attaat di døm sto’ høgt i ret-sinn og kristeleg liv, gjekk døm i kundskap og rike evne framum di meste taa’ bygdafolkje i di ti’om. Baae tvau va ’taa Hjeltarækten. Paa Hyrve sat døm i velstand og heldt et gjestmildt hus; hjaa døm tok alle uttabygddes inn som reiste og heldt oppbyggjingsmøte og samlingo, med alle ’taa di mest kjennde læk-mennom, som reiste i bygdom og taalaa Guds or’ i di fyrste vekkjingsti’om, sto Hyrvefolket i kjendskap og venskap og ha brev-byte med døm. I huse hjaa døm va han Hans Nilsson med, da han va i Loms-.bygden i 1803. Aare ette Hauge var i Lom og Skjaak vart han Sjugur Hyrve kalla for retten ette melling ’taa soknepreste; han Sjugur maa vel difor, naar han er melt for ’løgjængeri og forkjyndelse af sværmerisk lære’, ha vore med aa taalaa i sanlingom desse fyrste aare ette han vart vekt. Si’a han vart lagt i bot henda de mest alder, at han sto opp aa taalaa og reiste alder umkring og heldt samlingo. Men alle de vekte saag upp aat honom som ein førar, han va ein djup, varmhjerta mann, ein klok raa’gjevar og ein tru ven. Millom vennom sine va han livleg og lagde da for dagen, at han ha rike røynslo og paa tvaugmanns-hand va han for mangein te trøst og rettlei’ing. Gar’n sin dreiv han yverlag godt og sat i stor velstand.”

 

Min bedstefar blev altsaa forfulgt af øvrigheden fordi han holdt opbyggelser i 1806; men efter sin død i 1836 blev han ogsaa af øvrigheden æret som ingen bygdemand før han. Prest og lensmand tog begravelsen i sin haand og inbød hele prestegjældet til at møde frem, fra ende til anden, fra Vaardalen til Brataa.

 

----

Men, hvordan gikk det til at den flittige og beskedne unge mand Amund Olsen Bue kom til at reise den da lange vei, 8 norske mil op til det avstængte Lom for at finde sig en brud? Det hændte jo den gang yderst sjelden at nogen kom udenfor sin bygd for at finde sig en mage,

 

Ja, her kommer jeg med en gang til at nævne et karakterisisk træk ved Haugianerne; de var de eneste som reiste, de eneste som kom udenfor sin bygd, de eneste som vidste noget om andre bygder; dette vil da nærmest sige om deres Haugianske venner i andre bygder. De af dem, der holdt opbyggelser, kom jevnlig til mit hjem, og det saa langt bortefra som fra Toten i syd til Romsdalen i nord. – Anders Haave, Jens Jonsgard, Daniel Mjelva, Søren Aandal, Gudbrand Haave, Sylfest Lund, Thor Hattrem o.s.v. Ved disse reisende blev der bragt i stand et aandeligt familjeforhold mellom haugianerfamilierne, ogsaa mellom dem som boede langt fra hveerandre. Og mange gange kom der nok ogsaa ved disses raad og veiledning, ægteskaber i stand. Det var nok disse gode venner som havde overtalt far til at følge dem op til Lom. Far vilde ikke ”taalaa”, men han sang pent og saa kunde han jo faa se sig omkring. Og dette ledede til videre bekjendtskab og i 1834 til ægteskab mellom far og mor.

 

Den karakteristik Ivar Kleiven gav mine bedsteforældres hjem passer ogsaa paa mine forældres hjem; som sagt, far vilde ikke ”taalaa” i forsamlingerne. Men mit barndomshjem  var et ægte haugianerhjem, og af det gode gamle slags. Og dette er efter min mening den største ros jeg kan gi dem. Paa faa undtagelser nær var disse hjem den gang de eneste hvor kristendommen var blit til alvor og sandhed; - livsformende – livsbestemmende. De var, som min mor pleiede at udtrykke det, ”blit ræd for at synde” og de havde faaet kristelig ansvarsfølelse saa de efter evne maate hjælpe dem som trængte deres hjælp, timelig som aandelig.

 

Dog, - jeg burde gaaet lidt længre tilbage med skildringen af far. Bedstefar var skolelærer paa Lalm i mange aar; mester til at skrive; interesse for poesi; flink treskjærer. Men ingen ivrig gaardbruger, byggede intet nyt. Var klokker i bygden og kjøgemester i alle lag. Derfor kom far allerede som smaagut til at maatte overtage gaardsdriften og det med baade hoved og hænder. Hans næste bror, Ivar, var nemlig hele sex aar yngre, saa det blev mange aar før han kunde yde nogen videre hjælp. ”Havde jeg enda havt skikkelige redskaber” sa far. ”Men , plogen f.ex. væltede saa daarlig at naar jeg havde pløiet to furer saa maate jeg lade hestene hvile medens jeg for over disse og jevnede dem med en jernrive. Havde man endda lært mig at dette jevningsarbeide kunde jeg udført magelig og letvint med to fede heste og harven. Men det var der ingen som lærte mig. Naar jeg var færdig med jevningen, var jeg ofte saa træt at jeg skjalv som et løv”, sa han.

 

I 1828, da far var 23 aar, døde bedstefar. Og skjønt farbror Ivar kun var 17 aar gammel, var han allerede da fuldt duelig kar – ja, end ogsaa som tømmermand. Thi den sommer 1828 byggede de den nordre stuebygning. Denne blev hovedbygningen paa gaarden lige til 1853. Siden blev den baade hans, og en menneskealder senere, bror Syvers føderaadsbygning.

 

I 1830 blev Hans Petter Schnittler Krag sogneprest til Vaage. Han var Norges første skolemand. Han kom selv som et friskt vaarveir fuld af kristenkjærlighed og fedrelandskjærlighed. Og han saa det at ungdommen var den mest haabefulde arbeidsmark. Her saa han den bedste von; her vilde arbeidet gjøre bedste mon. Og i de 12 aar han var prest i Vaage fik han da ogsaa udført dette enestaaende mesterverk; - han byggede skolehuse og ”fastskoler” baade i hovedsognet og annexerne og uddannede selv lærere for hele prestegjældet. I bredebygden var Bue et slags lidet aandeligt centrum for den ungdom som begynte at ”længes og undres”. Foruden far og hans yngre søskende havde en ligesindet ung mand, Hans Stensrud , fundet et hjem mellom dem. Han var fra Hedalen, men var blit skolelærer i Bredebygden. Han var en bra og kristeligsindet und mand med gode evner og en brændende lyst til altid at lære mer. Ja, han endte da ogsaa som en anset og særdeles afholdt prest ved bodsfængselet i Kristiania. Han var Skrefsruds prest da denne var fange der. Ja, som sagt, han havde ogsaa paa en maade sit hjem i Bue. Hid kom han ofte om søndagen naar han holdt skole. Og her var han i feierne og hjalp til med gaardsarbeidet. Han og Buefolket havde fælles interesser og gledede sig sammen. Og dette skjønne søskendelag blev ikke brudt derved at mor kom til Bue. Tvertimod. En vakker sommerdag 1834 blev far og mor viede i Sels kirke af provsten Krag. Over teksten Rom. 12:12 holdt han en brudetale som de aldrig glemte. Disse ord, ”Vær glade i haabet” o.s.v. blev for dem en hustavle for livet. Mor talte saa ofte over dem ja ogsaa om trængslerne som kom i de første aar af deres ægteskab. I 1834-35-36 og 37 var det uaar i landet, næsten som i 1812. Senere omtaltes disse aar som haraarene. Kornet frøs paa mange gaarde ogsaa i Bredebygden, og endnu mer i nabobygderne, Hedalen, Lesja og Dovre saa betlernes hobe blev større og større. ”Hos os frøs det ikke”, sa mor, ”men jeg maatte tænke – ikke blot paa mine egne folk – men ogsaa paa alle dem som bad. Skulde jeg sætte mig til bords med de andre, saa samledes der ofte imedens flere betlere som ventede paa mig en de folk jeg havde ved bordet. Naar jeg om vaaren havde faaet malet og bagt (fladbrød) for sommeren, da maatte jeg nok takke Vorherre for det vakre forraad, men jeg kunde ikke glade være at føie til, ”Men hva er dette iblandt saa mange??” Men jeg har nu heller aldrig seet magen som mit lille forraad holdt du. Jeg maatte saa ofte med tak til Gud mindes hine ord: ”Melet i krukken blev ikke fortæret og oljekruset blev ikke tomt’,”

 

Far blev tidlig indvalgt i de forskjellige bygdeembeder: formandskab, skolekommission, fattigkommission. Alle de offentlige møder blev holdt i hovedsognet 3 ½ mil fra hjemmet og i  aarets løb blev det mange af dem. Ved siden af bygdeeembederne maatte fa ogsaa ved odelstakster tjene som takseringsmand. Og da disse bestillinger var ulønnede var de en noksaa tung burde paa de brugbare mænd i annexerne. Han klagede dog aldrig over dette. Men en gang havde han fulgt to af naboerne hjem fra et saadant møde. Da han kom hjem fortalte han mor hva disse to havde sagt om besværlighederne, - ”det kunde da aldrig nytte at sende gutterne du paa skole; for, lærte de mer end de andre saa var de da visse paa at alle disse byrder blev lagt paa dem.” Som den yngste af de tre havde far tiet stille; men far og mor var enige om at gutterne burde lære mer og bli dygtigere end fædrene.

 

Jeg var født den 10de Januar 1842. Otte eller ni maaneder senere kom der ogsaa i Upigar Bue en liden gut som fik navnet Per. Moderen, Brita, havde vatersot og stod ikke op igjen fra barselsengen. Men hun levede længe nok til at ogsaa barnet fik indsuget sygdommen. I begravelsen efter Brita sa Marit Breden til mor: ”Han er saa stor og sterk denne gutten din, Kari, du kan venja fra han,du, aa ta denna sjuke stymperen her.” Marit Breden var en gammel brei og anset fullgarskjærring. Hun var vant til at befale og give raad og til at folk lyttede til hennes befaling og raad. Og hun var praktisk og man kunde se og høre at hun mente hva hun sa. Hun havde nemlig hjertelag for børnene; hun havde selv havt 24 af dem. Og – tanken slog ned hos mor saa hun maatte tale med far om sagen. ”Ja, byrden vil falde paa dig, saa du faar gjøre som du vil,” sa far. Og saa blev det ordnet slig: Mor skulde afvenne mig og Pers halvsøster skulde følge med og være barnepige for mig. Hun var nok en daarlig barnepige for mig. Stundom sendte hun mig over til lægdekjærringen og gikk du paa dans om natten. Men Vorherre tog vare paa mig, jeg vokste og blev sterk og lille Per kom sig ogsaa. Mor beholdt ham nok i flere aar. Sterk blev han dog aldrig. Senere fik han stedmor, men hun var ikke snil, og han ville aldri kalle hende mor. ”Mor min er i Nigar hun” sa Per. 16 aar gammel døde Per.

 

Som sagt far vilde ikke tale i forsamlingerne. Som menneske var han beskeden og som kristen var han ydmyg. Man da der i Nigar var mere husrum og mer velstand end hos de andre haugianere, tog de fleste oppbyggelsesprædikanter ind der. En kveld kom alligevel far til at holde en liden tale. I pladsen Haredalen var baade gamle Ole og hustruen Ragnhild syge. De havde ikke paa lang tid kunnet komme til kirke, heller ikke til nogen opbyggelse. Saa havde man for disse gamles skyld, bestemt opbyggelse der en kveld. Min bror Syver og jeg fulgte far did. Men ingen af dem som pleiede tale kom, og jeg saa at far begyndte at bli urolig. Endelig sa han ”Det ser ikke du til at de kommer i kveld verken fra Vangen eller Eide elle Upigar. Men siden vi er samlede her, saa faar vi da synge en salme for de gamle. Og saa sng man: Jsu din søde forening at smage. Saa reiste far sig og sa ”I ved at jeg ikke pleier at tale i forsamlingerne. Men i kveld vil jeg dog sige nogle faa ord. I hugser den Guds mand Josva. Da Moses var død, satte Gud ham til at føre Israelsfolket over Jordan og hjelpe dem at indtage landet. Da han var færdig hermed, sammenkaldte han hele Israel og mindede dem om alle Guds velgjerninger lige fra Abrahams udlændighed og indtil landets indtagelse og formanede dem til at tjene den sande Gid, og han sa, ”Sa udvælger eder nu hvem I ville tjene; hedningernes afguder eller den sande Gud’. Og for at styrke dem i valget føiede han til ’Men jeg og mit hus vil tjene Herren’. Da svarede folket ’Vi vil ogsaa tjene Herren vor Gud og høre hans røst. ”Og Josva reiste en stor sten der skulde staa som et vidne om dette folkets løfte. Kjære venner, lader oss svare som Israelsfolket svarede. Jeg siger som Josva, ’Jeg og mit hus vil tjene Herren’, Amen. ”Jeg var nok ikke meget gammel den gang, kanske en 10-11 aar. Jeg hørte mange lægpredikanter i den tid. Men denne, fars lille tale, er den eneste jeg hugser. Om den ogsaa havde gjort et saadant indtryk paa min bror ved jeg ikke. Vi talte aldrig om det siden. For meg var minnet for hellig til at røre ved. Lad mig her med det samme faa ta med et lidet træk til om far. Det er fra en senere tid. Fra begyndelsen af sextiaarene. Jeg var hjemme i feriene om sommeren. Far kom en dag nordenfra forbi Einangen. Og da gamle Ole var syg, bestemte han sig til at gaa ind og tale med ham. Gamle Ole var en stilfærdig og bra mand, en flittig kirkegjænger og altersgjest, men han kom aldrig i haugianernes forsamlinger og far troede nok at dette var bare vanekristendom, og at han neppe var færdig til at møde sin dommer. ”Det var derfor med ængstelse jeg gikk ind,” sa han, og jeg sukkede til Gud om naade til at ”tale om Guds ord”. Men hvor overrasket og glad blev jeg ikke da jeg opdagede at gamle Ole var en gammel erfaren kristen; fuld af tro og et levende haab, liger han der og lover og priser Gud som endnu i naade og barmhjertighed ’gaar ind til en syndig mand’.” Jeg mindes aldrig jeg saa far saa glad …. En dag hugser jeg, sad far og mor og gjennemgik fars regnskapsbog; hva denne og hin skyldte for matvarer de havde borget. Vor husmands, Jon Skaris regnskab var da blit baade langt og gammelt, fyldte nok flere sider. ”Hva skal vi gjøre med dette, da?” spurgte far. ”Aa, det er vel det greieste at slaa en streg over det hele, ” sa mor. Og saa slo far en streg over hele gjælden. Og jeg hugser at mit hjerte blev varmt ved det.

 

Sommeren 1873, tog jeg theologisk examen og de følgende aar, 1873-75 var jeg førstelærer ved bodsfængselet og læste samtidig til praktisk theologisk examen. Mit arbeide ved bodsfængselet bestod i at præke andenhver søndag, skiftesvis med fængselspresten Johan Nordal Brun, og at gaa omkring fra celle til celle og tale med fangerne.Jeg bragte dem ogsaa bøger som de fik laane. Dette arbeide interesserede mig i høi grad. Jeg blev snart fortrolig, ja godvenner med mange af fangerne. De fortalte mig om sine fristelser og fald. Ofte syntes det at være den rene tilældighed at denne og hin var blit grebne i sine forseelser, medens mange, mange andre havde gjort akkurat det samme men var saa heldige at slippe fra det. Mange kom til anger og omvendelse; en gikk og studerede paa om han ikke, lig Skrefsrud, kunde komme ud som missioner blant hedningerne. En ung gut fortæredes af hevngjærrighed mod en rig gaardsmand der havde slaaet og mishandlet ham som barn. For at hevne dette stjal han fra manden. Og han vilde stjæle fra ham igjen saa snart han kom ut af fængselet. Ja, det var et underlig galleri! Men i det hele: efter som tiden gikk, blev forskjellen mellem fanger og andre folk mindre og mindre. I mange tilfælder maate jeg under deres bekjændelse sige til mig selv. ”Havde du været udsat for de samme fristelser som de, og i særdeleshed, havde du havt den samme opdragelse som de, mon det vilde være gaaet dig bedre end dem? Kanske verre”.

 

I januar 1875 fik jeg brev hjemmefra som meldte at mor var død af slag. Jeg reiste allerede næste dag. Mjøsen var islagt, saa jeg maatte kjøre hele veien fra Eidsvold, over 20 norske mil. Den første dag naaede jeg Hamar.Her var jeg indom og hilsede paa den gjæve bondebisp Halvor Olsen Folkestad. Han spurgte hvorledes jeg havde faaet penge til at komme gjennem examenerne. Jeg svarede at jeg hadde undervist ved forskjellige skoler; men dette havde da ogsaa heftet og hindret mig i mine studier. ”Jeg syntes ikke jeg havde tid til slig,” sa han. ”Jeg sultede og læste, læste og sultede. Jeg leved paa kold grød og sur myse. En tid studerede jeg filologi. Men jeg havde en saa daarlig udgave af Tukydid (en Græsk forfatter) at jeg ødelagde øinene paa den. Men jeg havde ikke raad til at kjøbe en bedre.” Folkestad havde et kjærligere syn paa vore udvandrede landsmænd end for ex. Sogneprest Sven Brun. Han holdt det for ret at en del af de norske kandidater reiste over til Amerika og blev prester blant dem.

 

Det var tungt at komme hjem og ikke som før møde mors lyse og kjærlige smil i hendes varme og hyggelige stue; men isteden at faa se hende stivnet i døden, ja, stivfrosset inde i et koldt værelse. Og dig kjære mor; nu har du faaet det godt, ”Din sjæl er hos Gud i himmerig, og sorgene sine glemmer.” ”Gud lade os alle møde glad, og ingen af vore savne. Det unde os Gud for Kristi blod, vi maatte i himmelen havne.” Da jeg efter begravelsen skulde reise til byen igjen, tilbød vor nabo Ole Aasaren i Upigar Bue at jeg kunde faa kjøre med hans husmand de ti mile til Lillehammer. Husmanden, Per Flaaten, skulde alligevel sendes i et erende did. Herved gjorde vor nabo mig en dobbelt tjeneste. For det første sparede han mig nok saa mange daler, og for det andet, gav han mig det mest kjærkomne reisefølge. Jeg havde været glad i Per fra barndommen af. Han og hans ældre bror Ole, var de to bedste husmandsgutter jeg har kjendt. Jeg har lyst til at sige: ”De var fint dannede kristne gentlemænd.” De var vel en 8-10 aar ældre end mig. Ole tjente hos mine forældre i 1849. Per reiste da sydover og tjente først paa en storgaard i Ringbu, og siden arbeidede han ved det nye veianlæg. Han tjente saaledes bra i flere aar. Ole maatte derimod allerede i 1850 forlade tjenesten hos os; han maatte tjene som husmand i sin fars sted i Upigar. Hans far var blit for gammel. Og ny vilde han som en god søn og hjælpe sin far og mor. Saaledes fortsatte Ole i flere aar. I løbet af denne tid kunde han neppe komme bort saa meget at han kunde tjene penge til en ny klædning. Imidlertid var han bleven forlovet med vor pregtige tjenestepige, Marit Kvernhussletten. Dette var en husmandsplads under gaarden Breden og Marit var ”garjente” paa denne plads. Saa blev det da nu ordnet slig at Marit og Ole skulde gifte sig og overtage denne plads, og Per skulde komme hjem til Flaaten. Ja, dette var altsaa min skydskar, og du kan sagtens forstaa hvorfor jeg baade elskede og agtede denne mand.

 

Paa veien blev det nok ikke talt om stort andet end om min mor. ”Ja, det var nok at haardt hug for fattigfolket at mor din blev borte. Jeg ved nu ikke hvordan det skulde blit heller med os en høst, naar det ikke havde været for mor din. Nu hva ar det hun gjorde for dig da?” ”Jo, nu skal du høre: du ved hvor brat der er der hvor stuen vor staar. Og nu var muren glid og stuen var færdig til at ramle ned, saa jeg maatte skynde mig at rive den saa den ikke skulde falde og reise sin vei. Imidlertid skulde da konen og børnene bo i fjøset til jeg fik stunder til at sette den op igjen. Men jeg fik aldrig stunder til det – jeg maatte arbeide i Upigar hele sommeren. Men saa var det en dag paa høstkanten. Din mor havde været oppe paa sæteren. Og paa nedturen gikk hun ind om Flaaten for at se hvordan mine folk havde det. Ja, hun fandt dem da i fjøset og stuen liggende i en lønne. ’Nei, for tilstand* tænkte mor din, ’stuen nede, vinteren nærmer sig og konen skal snart ligge i barselseng. ’Først blev jeg sint* sa hun, da hun senere fortalte det, ’sint paa vor gode men tankeløse nabo. Jeg vil gaa og riktig skjænde paa ham. Men saa tænkte jeg, ’nei det duer ikke. Jeg skal gjøre noget andet.* Og saa gikk jeg hjem og stegte gode vafler og kokte god kaffe. Og saa sendte jeg en af gutterne og inbød ’Upigarn’ at komme og drikke kaffe. Ja, han kom og var saa bli som en smørøsja, han. Vaflerne og kaffen smagte fortræffeligt. Som de da sad der i godt lag, saa mor din, ligesom tilfældg, ’Jeg har netop været paa sæteren.’ ’Ja saa, har du det?” ’Ja, og paa hjemveien gikk jeg ind om Nordre Flaaten for at se hvordan det stod til der.’ ’Ja saa, gjorde du det?’ ’Det saa ikke rart du deruppe, stugen deres lig nede, snart kommer vinteren, og snart skal konen ligge i barselseng. Jeg tænker vi faar prøve at hjælpe dem, jeg, saa de kan faa op igjen stuen sin. Jeg tænkte at vi kunde sende en kar til at hjælpe Per og saa saa sender vel du en, saa vil det ikke ta saa lenge. Jeg skal bede gutterne vore at gi dem lidt penge til nye glas og slig. Hva siger du om det?’ *Jeg skal sende to kare, jeg,’ sa Ole. Og saa blev det. Og stuen kom op igjen og det baade fort og vel.’

 

Efter 10 aars ophold i Amerika, kom jeg hjem for endnu en gang at faa se og hilse paa min kjære far. Han var da 80 aar gammel. Nu var Per Flaatens gamle forældre døde og han var flyttet til en bedre plads – Sanden i Ottadalen.Til min store glæde fik jeg høre at han nu var blit en bekjendende kristen der holdt opbyggelser blant sine naboer, og at hans børn ogsaa havde lært at frygte og elske Gud og at hædre sine forældre. Ja, Herren har lovet: ”Jeg vil gjøre miskundhed indtil tusind led imod dem som elske mig og holde mine bud.” Og Herren holder hva han lover. Amen.

 

 

 

 

Artikkelen er hentet fra Gudbrandsdølernes JULEHILSEN 1924 - Redigeret og udgivet med Gudbrandsdals-lagets specielle anbefaling af Johan Ovren. Trykt i ”Reforms” Trykkeri, Eu Claire, Wis.

 

 

Om Gudbrandsdølernes Julehilsen, se Norwegian-American Bygdelags and their Publi-cations, by Jacob Hodnefield:http://www.naha.stolaf.edu/pubs/nas/volume18/vol18_7.htm

Gudbrandsdalslaget published a yearbook, Aarbok, in twenty-three volumes, 1911-38, 1941, 1949. The last of these, edited by Ivar Olstad, has the additional title: Gudbrandsdalslagets 40 aars jubilem, 1909-1949, and contains a short account of the lag, pages 34-37. The first ten volumes were edited by Reverend Lars P. Thorkveen. Volumes 11-19 were edited by John Ovren, and volumes 20-22 by M. Casper Jolinshoy. The first volumes have much church material, with articles and views descriptive of churches in Gudbrandsdal. There are reports of annual [179] meetings, lists of officers and members, minor contributions from members, portraits, speeches, Norwegian history, and miscellaneous material. Volume 11-12 gives an account of the death of L. P. Thorkveen (1857-1923) with a biographical sketch. There is more biographical information in volumes 22 and 23; but there is also considerable material descriptive of the Norwegian community. Volume 22 has an article entitled ÒThe Rape of Norway,Ó by Joseph P. Brendal, referring to the Second World War. Officers and members are listed in volume 23.

A second publication, in four volumes, 1923-26, entitled Gudbrandsdølernes julehilsen, was edited by John Ovren and is a type of yearbook. The contents parallel those of the Aarbok; but, in line with the title, it has more material relating to the Christmas holiday.

A third publication, also edited by John Ovren and following the one above, was Gudbrandsdølen, a sort of news sheet in pamphlet form, covering the years 1927-31. Besides news items, there are reports of meetings, articles on Norway, and some biography.