Paul O Lyshaugen.jpg (12624 bytes)

Paul O. Lyshaugen

Framsida

Plasser under Sandbu | Lyshaugen

  

Brev fra Paul Olsen Lyshaugen (1835-1906) i Minnesota
til Hans Leth Hansen Sandbu (1843-1901) i Bredebygden

 

* * * * * * *

 

Hills Rock Co. Minnesota 24de September 1900

Gode gamle Ven !

Naar jeg tager i betragtning at det nu er over 30 Aar siden vi saaes, og det gode Forhold vi den tid stod i til hinanden, kan det slet ikke nægtes for at det ser lit studsligt og paafaldende ud at der mellem to saa oprigtige Venner har kunnet existere en saa langvarig Taushed.

Rigtignok fòr vi for lang tid siden - jeg tror det var i 70-Aarene - og puslet med lit brevvæxling, men det blev som du ved ganske snart slut. - Aarsagen var antagelig noget den at det ikke førte til det den gang forønskede Maal, men den allermeste Aarsag var og er fremdeles den at jeg mangler den inderligt ønskede Dygtighed til at skrive. Thi hvor gjerne jeg end har villet holdt dig underrettet om mit befindende, har jeg paa samme Tid vidst at jeg ikke har magtet at fremstille det saaledes at det har blit noget godt og interesant i det, men helst kun noget kjedeligt Vaas. Og trods mangen gang - ja, hele Tiden - utilfreds med min utilbørlige Taushed, har jeg foretrukket at tie.

Under Nybyggerlivets Dage tænkte jeg ofte paa at jeg skulde kludret sammen og sendt deg en liden Beretning om hvorledes det saa ud her den gang, og om hvorledes jeg og mine Naboer uden Untagelse mod adskillige Modgange og trykkende Omstendigheder kavet og fæktet for at forbedre vore Kaar, men jeg vidste at det har villet blit en alt for mat og ufuldstendig Fremstilling af Sagen, og derfor lod jeg ogsaa det bero.

Men for at bøde lit paa min tilsyneladende Ligegyldighed og vise at jeg trods al Taushed dog havde dig i kjærlig Erindring, sendte jeg for en tid - jeg ved ikke hvor længe - et af vore største norsk-amerikanske Nyhedsblade, hvilket den Tid til hver Uge indeholdt Beretninger snart fra den ene, snart fra den anden Tragt her i Landet om Nybyggerlivets kummerfulde Dage, og da heller ikke jeg og mine Naboer var nogen Untagelse fra Regelen trode jeg at du af de mange Breve og Beretninger i Bladets Spalter fra forskellige Tragter her i Landet kunde danne dig i det minste en tilnærmelsesvis rigtig Mening om hvad ogsaa vi her havde at gjennemgaa.

Du vil altsaa heraf forstaa at jeg i det minste den gang havde deg i Erindring. Og det samme har jeg med glæde erfaret fra din side i det du har sendt mig kjærkomne Foræringer og for hvilket jeg siger hjertelig Tak. Jeg har aldrig nogensinde siden jeg kom hid kunnet give slip paa den kjære Tanke at jeg endnu en gang skulde faa nyde den glæde at faa gjense de hjemlige kjære Trakter.

Og i hvorvel der er meget som taler for at dette Sted her hvor mine kjære Forældre har lagt sig til hvile, og hvor jeg har haft saa megen Fremgang i min stræben efter at forbedre mine Kaar at jeg nu er kommen i en større velstands Stilling end den fattige Lyshaug-Skomager med sine dristigste Forventninger nogensinde har kunnet drømt om og af den Grund skulde synes pligtig til at lægge mere elsk paa end noget andet Sted paa Jorden, kan jeg alligevel ikke nækte for at efter hvert som jeg af forskellige Grunde i den senere tid har trukket mig tilbage fra den trable Virksomhed, er hjemlængselens Tanker blit mere fremtrængende end nogensinde før.

Og jeg nærer intet som helst Haab om at bli god førend jeg har set Eder igjen. Og om nu jeg som har baaret på denne Sygdom i 34 aar, kan bli rigtig kureret kun ved et kort Besøg kan der vel ogsaa være Grund til at betvile. Men det værste er at jeg ikke er absolut sikker paa om det blir noget af med Reisen heller, for om den ene Hindring ryddes ud af Veien, er der alltid noget som taarner sig op igjen og synes gjøre det usikert. Får vel sige som Thora Vetl-haugje sa om sin Datters Giftermaal: dæ bli naa ikje før i Vaar, kanskje ikje før i Haust - æisch dæ bli ikje da hel.-

Ja, i Tilfælde at jeg ikke kommer til at reise blir det vist det aller værste og harmeligste at jeg da gaar glip af den Fornøielse som jeg i den senere Tid har glædet og frydet mig over, nemlig at medele dig mundtlig og paa samme tid briske mig lit af at jeg er blit ustyrtelig rig - havde jeg nær sagt, men eftersom jeg er i Amerika faar jeg sige bare velstaaende. Og derfor burde jeg nu ta Anledning til at sette dig lit ind i hvorledes dette kan ha gaaet til at det hvad mig angaar ikke er gaat i opfyldelse som de Vise og Forstandige ofte siger, at den som er født i Fattigdom er ogsaa beskiket og dømt til at forblive i Fattigdom.

Men jeg ved ikke rigtig hvorledes jeg skal komme frem med det saa at du ikke skal kunne beskylde mig for en Storskryder, men hellere tro at jeg drives af Glæde og Taknemlighed hvorved jeg tør sige at du kommer Sandheden en hel del nærmere. Forresten faar jeg vogte mig for at sige bent ud hvor meget jeg er god for, men saaledes at du kan kun gjedte dig til det. Og skulde det da ikke bli overenstemmende med Sandheden, er det ikke min Skyld.

Da jeg kom hid til Rock County var jeg eier af 1600 Daler, antagelig en af de rigeste Mænd i Countyet - ja her var jo nesten øde forstaar du, og jeg tænkte at hvis jeg da havde naaet til Bredebygden, selv om jeg var fra Lyshaugen, havde jeg muligens faat mig en Gaardmands-datter til Kjæring. Men held- eller uheldigvis kunde jeg ikke naa dit, og saa henvendte jeg mig i stedet til Onkel Sam og fik mig en Qvart Land (160 Acres) og da jeg efter Premtionslovens Bestemmelse havde boet paa det i 6 Maaneder fik jeg Skjøde ved at betale 200 Daler. Og saa tog jeg en Qvart paa Homeseat og som laa side om side med den første. Paa dette maatte jeg for at faa Skjøde dyrke og bo i 5 Aar. Og paa den Tid og senere fik jeg og mange med mig her god Erfaring paa Nybyggerlivets Gjenvordigheder og kummerfulde Dage.

Og jeg havde ikke været her mange Aar før jeg var skyldig nesten 1000 Dollar. Aarsagen til at det havde gaat saa nedover, var dels Uerfarenhed, dels Græshoppene og dels Hjelpsomhed mod andre, thi jeg trode være saa rig at det ikke kunde ta Ende førend vi alle fik noget at selge og derfor hjalp jeg saa længe jeg havde noget, og da den tid kom at jeg trang til at faa det igjen, havde de som ventelig var, intet at betale med. Har ikke faat igjen alt endnu, og det kan jo være det same, for det har gaat mig bedre end dem, og jeg har nu bedre Raad til at forlise end de har til at betale.

Men endelig begynte det at gaa andre Veien og inden faa Aar var jeg gjeldfri og havde lit i Banken. Saa blev jeg modig og dristig igjen, og gik i vei og kjøbte 160 Aker fint Land og satte mig i Gjeld nesten 2000 Daler hvilket jeg gik ind paa at betale inden 3 Aar.

Den første Sommer brækket jeg op 80 Aker og næste Vaar saaede jeg ind halvten med Hvede og halvten med Linfrø, hvilket sidste var den tid vor fornemste Indtæktskilde. Men det blev et tørt Aar og følgelig en mindre god Avling, og Prisen paa Frøet faldt betydelig Aar efter andet paa Grund af overproduktion, saa det blev lit haardt at greie det i rette Tid.

Men jeg var ikke tilfreds for der laa en Qvart ved siden af som jeg ogsaa syntes jeg maatte ha medens den var at faa. Og saa kjøbte jeg den og Kjøbesummen var 2300 Daler. Det var en stor Sum, men jeg havde da optrækket det første og havde altsaa der en Ager paa omtrent 640 norske Maal, og det hjalp da til saa at jeg klaret det sidste lettere end det første.

Jeg var da en tid eier af 640 Aker Land. Men saa skjænket jeg bort det halve til en som kalder mig Far, og for nogle Aar siden flyttet han dit, fik altsaa et ganske bra Hjem, og han reiste heller ikke tomhændet. Jeg kom den gang til at tænke paa at da Ragnhild Bjølstad flyttet til Tofte, reiste hun med 20 stykke Fæ, og dette blev da som ventelig kunde være, omtalt baade vidt og bredt. Men da Hans flyttet fra mig, havde han 24 stykker Fæ, 6 bra Arbeidshester, 6 voksne og mellem 30 a 40 Smaagriser samt en del Jordbrugsredskaber. Og dette blev der ikke talt et Gran om - har du hørt noget saa uskjønsomt ?

Hans lader til at bli en dygtig Jordbruger, har godt Haandlag og Indsikt til at indrette alt paa en bekvem Maade, er kort sagt rigtig mekanisk anlagt. Han er gift med Marit Aasteløkken, en tilsyneladende helsig og dygtig Kone, meget frugtbar ser det ud til, og saa "læig" de paa alt saa at hvis de vil fortsætte som de har begyndt, indtil Ufrugtbarheden indtræder, saa trænge de nok til at være dygtige Folk.

For 2 Aar siden tog jeg mig en liden Lysttur for at besøge Nils Clemetsen gift med Anne Bekken som nylig ere flyttede til Syd Dakota omtrent 100 Mil nordvest herfra, og kom jeg derved rent uforberedt til at kjøbe en Farm 160 Aker med ganske gode Huser paa for 1350 Daler, og i fjor Vaar flyttet Paul Paulsen Aasteløkken derud for at bruge den paa skjær eller leie. Kanskje han kan bli eier af den ogsaa.

Og nu har jeg git rent op med at udvide mit Jordareal, synes jeg har nok og er for saavidt vel tilfreds. Ønsker nu bare jeg kunne flytte min Farm over til Bredebygden. Men i saa fald vilde der vel bli et vanskeligt Spørgsmaal om hvor I vilde tillade mig at lægge den, for det vilde jo bli omtrent som Anders Rusten en gang sa:"ei Revo taa Ver'n i forhold te denne Remsa du har liggjan frame Bergje der", og paa den Maade sætte dig rent i Skyggen - aa ja, nu blir du vel "grov" men pyt sa n'Paal o.s.v.

Jeg har nu leiet bort min Farm paa 3 Aar og er flyttet til Hills, en By med 300 Indbyggere og ligger 1 ½ mil fra mit Hjem. Jeg vilde nu helst sælge min Farm, men siden vi fik denne lille By, og som nu har 2 Jernbaner, en gaar øst og vest og den andan nord og syd, og saaledes er blit den nest bedste Markedsplads i hele Countyet, har Landet steget til en saa fabelagtig Pris at det er faa af dem der ere nødige om Farm som har saa mange Penge at de drister sig til at kjøbe. Det Land som Hans nu eier, kunde nu ikke kjøbes for det dobbelte af hvad jeg gav, selv om han tog af de præktige Huse som nu ere opførte der.

I December 1898 rekvirerede jeg et norsk-amerikansk politisk Blad sendt til dig og Hans Ny-Sandbu under Adresse H.L. & H.G. Hansen, Sjoa, Gudbrandsdalen, og straks før sidste Jul fornyet jeg paa Bladet. Skulle ønske at høre om I har faat det, og om jeg derved har gjordt Eder godt eller ondt. Likeledes hvad du synes om disse to smaa Andagtsbøger havde jeg nær sagt, som jeg nu sender deg.

Og saa faar jeg førend jeg slutter, røre lit mere om min Norgesreise, for det er hvad jeg nu mest svermer for og som mine Tanker mest beskjeftiger sig med baade tidlig og sent, og somme tider er jeg i Tankerne kommen lige til Sjoa Station hvor jeg stiger af og rangler til fods - ja rigtig sagte ogsaa - for derved saa meget bedre at kunne rigtig i fulde drag nyde Beskuelsen og Gjensynet af de uforglemmelige Omgivelser og Gjenstande. -

Jeg møder en og anden paa Veien og de ser sterkt paa mig men lader ikke til at kjende mig, og heller ikke jeg dem - jeg synes ikke det er svært længe siden jeg gik her og dog er her blit, ikke bare ny Vei, men endog nye Folk som færdes paa den. Ja saa kommer jeg til Stanvigen, hvilket i mine Barneaar var den mest gjængse Legeplads. Paa Grund af at der var lit framifraa mange Huse, samledes vi der om Søndagene fra alle kanter for at lege Gjemsel - aa for et Leven sa Bottin, han danset og ramlet over ende med Krykkerne.

Dette hans Uheld var om vel overtænkt, godt skikket til at vække blandede Følelser, og naar jeg tænker mig staaende paa nævnte Sted hvor jeg lige fra Barn indtil 33 ½ Aar kjendte store og smaa, unge og gamle, og nu ikke kan faa øie paa et eneste kjendt Ansikt, da er ogsaa dette hvad mig angaar godt skikket til at vække blandede Følelser og derfor er det bedst jeg river mig løs fra slige Tanker og ser til at komme længere nord igjennem; men hvor langt kommer jeg førend der møder mig noget som vækker endnu mere blandede og rystende Følelser, thi ikke nok med at der ikke som i gamle dage kommer Forældre og Søskende mig imøde med Velkomsthilsen, men det som jeg endnu kalder mit Hjem er endog sporløst forsvundet, og hvor skal jeg saa standse, thi jeg har jo ingen Rettighed der noget steds og det kunde forsaavidt synes som om det var bedre for mig ikke at besøge Stedet.

Dette synes du vel, og med rette, at det ikke stemmer over ens med hvad jeg før har sagt, nemlig at jeg tvilede om jeg kunde bli rigtig kureret for min Hjemlængsel kun ved et kort Besøg, og at jeg saaledes nu har gjordt mig skyldig i Selvmodsigelse og derfor ved jeg ikke paa bedre Maade at forklare eller gjøre mig forstaaelig end ved at skrive op følgende Vers og gjøre ordene deri til mine. "Om Glæder end betegner hvert Fjed vi vandrer frem, dog længsel Sjælen fylder ved Tanken om vort Hjem. Hjem, Hjem, mit kjære Hjem, nei ingen Plads paa Jorden er skjønd som du mit Hjem".

 

Ja, saaledes føler jeg, og om nu den fattige Hytte er borte, saa er dog Stedet hvor den stod og Omgivelsene tilstede, og disse er ogsaa mig hjertelig kjære og vil hos mig bli bevaret i en kjærlig Erindring saa længe mit Hjærte slaar. Af forskjellige Grunde har jeg tænkt at om jeg kommer, vil du bli en af de første - ja kanskje den aller første jeg besøger, men det har jeg allerede forberedt mig paa, at gjensynets Glæde ikke vil bli saa ublandet for Vemod som om det havde sket for 15 a 16 Aar siden.

For naar jeg tænker paa dig og alle andre som jeg i Ungdomsdagene kjendte og omgikkes der i Bygden, staar I naturligvis i mine Tanker med den samme Frisk- og Fyrighed som jeg forlod Eder, og om det nu skulde hende at jeg en Dag stod lige overfor dig og finder at ogsaa du er blit lit rynket og graa, saa vilde der jo være Grund til at jeg kunne drage kjendsel paa dig, men at du kan kjende mig vil vist være rent umuligt, thi jeg har her i Landet ved flere Anledninger haft adskillig Erfaring paa slige Ting.

Og derfor vil jeg nu fortælle dig om et af de mange lignende Tilfælde der mødte mig og min Søster paa en Reise som vi for 4 Aar siden foretog os for at gjense nogle af vore Barndomsvenner som vi ikke havde set siden vi forlod Dalen.

Vi reiste først omtrent 200 Mil nordigjennem østre Parten af Syd-Dakota og derfra - gjorde adskillige Afstikkere - tvers over midtre Parten af Minnesota og ind i Visconsin. Vi var borte 2 Maaneder og alligevel kom vi ikke til at faa se saa mange som vi havde tænkt at se. Aarsagen var den at vi nesten alle steds kom til at standse længere end vi havde tænkt, for det var alltid saa inderlig kjært at faa være hos dem som vi i Barne- og Undomsdagene havde tumlet os med og som vi ikke havde seet paa over 30 Aar, og derfor var det ogsaa saa inderlig tungt at maatte skilles for da vilde uvilkaarlig den Tanke trænge sig frem at nu var det venteligvis den sidste Gang vi saaes her i Livet.

Ja nu havde jeg nær kommet rent bort fra hvad jeg skulde fortælle. Som sagt, vi reiste til S. Dakota og standsede i en liden By hvor vi vidste at der i nærheden boede et par af vore Barndomsvenner. Vi kunde da ikke komme dem nærmere ved at reise paa Jernbanen, og saa fik vi der en Vognmand til at skydse os resten af Veien. Han kjørte lige ind paa Tunet og standsede tæt udenfor Stuedøren hvor vi strax steg ud af Vognen. Jeg spurgde en ung Gut der kom os imøde om hans Far var hjemme. Ja, han var i arbeide ude paa Ageren. Ragnhild spurgde da om hans Mor var hjemme, for hun vilde gjerne faa tale med hende. Ja, Guten gik ind, men det blev paafaldende længe før Gamla viste sig. Hun var øiensynlig ikke forberedt paa at gaa i møde med Folk der, som Tilfældet var med os, kom kjørende i en Vogn fin nok for et Kongepar.

Men endelig kom hun og jeg hilste og nævnte hende ved Navn og tilføiet; naa ska du faa besøg taa Hemfolk, aa dæ ha du vel ikje haft sia du va i Holsætern. Hun saa snart paa mig, og snart paa Ragnhild, men umuligt, hun kunde ikke kjende nogen af os. Erindrer du han Paal aa ho Ragnhild Ljoshaugje, spurgte jeg. Ja, saa vugget hun lit med Hodet og udbrød; aa nei, aa nei, kaa gamle døk æ vorte. Hun sandset ikke paa at hun selv stod der ganske rynket og graa, men mig rørte det dybt, thi det mindet mig om at vi alle 3 nu befandt os en hel del nærmere Gravens Rand end da vi sidst saaes. -

Og om det som sagt skulde hende at du og jeg endnu en Gang i Livet skulde faa sees og jeg da maatte spørge om du kjender din gamle Skomager, saa vil du vel lig hin Kone udbryde aa nei, kaa gaamel du æ vorte. Og du har da fuldkommen Ret, thi i hvorvel Amerika har mod mig været over al forventning rundhaandet, har den ogsaa været temmelig haardhaandet.

Ja, nu antager jeg at du er ligesaa kjed af at læse som jeg er af at skrive, og derfor er det vist bedst jeg slutter, og jeg skulde ikke undres et Grand om du lægger til at du har helst ønsket at jeg havde sluttet før. Men skulde jeg heri tage Feil, og at du ønsker at høre mere af mit Vrøvl, saa har jeg ogsaa sendt nogle Ord til Hans Ny-Sandbu, og deri blandt andet gjort rede for hvorfor jeg har antaget - det formodentlig i din Betragtning uberettigede og unødvendige - Navnet Paul O. Sandbo.

Ligeledes har jeg sølet ud omtrent 30 Sider og sendt S.A. Bu og deri har jeg fortalt om min Reise til Fods fra Benson og hid til Rock County, samt lit om hvorledes det saa ud her den gang og hvorledes det ser ud nu. Forresten er det jeg sender ham ligt det du faar, nemlig mange Ord og lidet Indhold - altsaa ikje naagaa vi'dæ.

En hjertelig Hilsen fremsendes til alle som endnu har mig i Erindringen,

fra din gamle Skomager Paul Lyshaugen.