Av Pastor O. A. Bu
«Nu gaar østenvinden
med et suk igjennom linden,
og mod vesten glider skyen blidt;
og min længsel følger
til de fjerne bølger,
hvor min barndom gyngede saa tidt.
Der var godt at blunde
I de lyse, duftopfyldte lunde,
Hvor min vugge overskygget stod;
For hver kvalfuld slummer,
For hver vagen kummer,
Er min vuggegave lægerod»
MED denne vemodsblandede glæde og længsel saa Welhaven fra sit hjem i Kristiania vestover mod sit kjære barndomshjem, Bergen, der ude ved Vesterhavet.
Hvor ofte har vel ikke du og jeg fulgt skyene, naar de med vestenvinden fra Vesterheimen stævnede østover mod vore fjerne barndomshjem, hvor som børn vi legede saa tidt.
Ja, vaagne og i drømme lever vi barndommen om igjen atter og atter. Og mer og mer, jo ældre vi blir, antager billedet et mildt, romantisk rosenskjær. Vi ser kun det skjønne og gode i hine fjerne dage.
Vi vil jo ikke netop nægte det, at om alt skulde tages med, saa vilde der ogsaa bli skjæmmende flekker paa livsbilledet fra vor barndom. Ja, da blir vi kanskje nødt til at indrømme, at et nutidsbillede i mange dele er vakrere. Men alt det vansirede træder med aarene mer og mer i baggrunden og blir borte.
Maleren af den romantiske skole fjærner med vilje fra sit billede alt det, som vilde virke disharmonisk og skjæmmende. Vi kanskje mindre bevidst – drevne dertil af en indre trang. Vi elsker jo vort folk og vort land, og derfor vil vi gjerne, som Wergeland siger, «bryst ved bryst vor moders brøst selv dække til», eller som Bjørnson udtrykker det: «Vi vil klæ’ fjeldet».
Nu, saa tillader jeg mig at indbyde kjendte og ukjendte til at følge med til den fagre Gudbrandsdal og høre og se. Næste gang kan du indbyde os til at følge med hjem til dig, og vi skal med fornøielse modtage indydelsen.
Men veien er lang, og det maa gaa fort, om tiden skal strække til. Vi tar det nyeste befordrings- middel, vi gaar ind i en ballon og seiler med vestenvinden. «Jeg mener, det gaar over havet, jeg » sa Jutulen til Blessomen. «Ja, det gjør nok det». Aa, nei, aa nei, havet er stort, du, og vakkert.
«Ja,» udbryder «poeten», og begeistret deklamerer han:
«Ser jeg til den himmel blaa,
til den seilende sky, til den hvælvede bue,
maanen med sølvhornet paa,
stjernehærens den straalende lue,
lynets mørke tilholdssted
der hvor tordenen løfter sin dundrende hammer,
Naar den slaar i fjeldet ned
Knuser skogen og alt, hvad den rammer;
«Stor er du» da bryder jeg du;
«stor er du, al skabningens Gud!
Himmel og hav og hele jord
Det forkynder, din guddom er stor!»
Næste morgen sa skipperen:
«Ja, godtfolk, igaar saa I havet i stille, i dag skal I faa se havet i storm.»
Atter stod poeten frem, saa du over havet, og nu deklamerede han begeistret skjønt det herlige digt «Nordhavet»; men i særdeleshed lagde han kraftig begeistring i dette vers:
«Havet er stolt, naar det ægges til harme,
stormene slaar paa dets buklede skjold;
vældigen hæver det fnysende arme
høit imod skyborges truende vold.
Tænderend lynilden ege paa jorden,
Knuser selv bjergenes malmfaste slot;
Havetdet ler kun ad lynild og torden,
Samler sig kræfter i kamplegen blot.»
Med et lettelsens suk udbrød endelig en af selskabet:»Men se, der ser jeg land igjen alligevel.» «Ja, dette er Irland. I gamle dage kaldtes denne ø «de helliges ø». Denne ø var nemlig det første land som blev kristnet i Nordeuropa.» » Men her har vi jo atter sjø og der land igjen.» «Dette landet her, det ligner Norge det.» siger en af de gamle. «her er jo fjelde og dale og indsjøer.» «Ja, det ligner nok Norge, men det er nu Skotland da.» «Alt forbi og her har vi havet igjen.» «Ja, dette er Nordsjøen.» Men saa om lidt: «Men der ser vi jo atter land.» «Ja, nu ser vi Norge.» Og med ett stemmer alle i og synger:
«Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, veirbidt over vandet,
med de tusind hjem;
elsker, elsker det og tænker
paa vor far og mor
og den saganat som sænker
drømme paa vor jord.»
Somme af de gamle græd.
Men om lidt sa en: «Her er jo land paa begge sider af os.» «Ja, nu seiler vi over Kristianiafjorden, og se nu bare indover; der ser I byen.» En af de gamle udbryder plutselig, overrasket og begeistret: » Aa nei, hvor byen har vokset. Det er jo blit en stor og vakker by nu.» «Ja vist er det saa; men vi har ikke stunder til at stanse. Her farer vi over Romerike, og her er Eidsvold. Og denne lange indsjø, det er Mjøsen.» «Her er vakkert, – vakre, brede bygder.» » Ja, paa østsiden har vi Hedemarken og paa vestsiden Toten og Vardal. Og nu, nu er vi på Lillehammer. Og her gaar vi du af ballonen.» «Skal vi reise videre med «banen»? «Det kunde vi, men foretrækker at tage kariolskyds herfra, saa faar vi se saa meget bedre.»
Ja, opover bærer det, – ikke saa fort som før; men saa er her da ogsaa saa vakkert, at en maa graate. Her svinger dalen paa sig. Vi sidder jo midt i en langaktig kjedel; her er jo stængt ved lier og berg bag os og foran os og rundt omkring. Her gaar elven bred og stille. Her bøier lien sig langsomt bagover. Aa, nei, for en nydelig halvmaane bygden danner her; se alle de vakre gaarde, den ene over den anden og pladserne øverst deroppe., lige op til himmelranden. Og se gaarde fremover saa langt vi kan se; og ovenover det hele, længst der fremme, toppen af et snefjeld, som glitrer i solen. Den som nu var en maler som Tideman, kunde fæste dette paa lærred; det skylde bli et stort og prægtigt maleri. – «Ja, men hvad siger du om det nydelige hjem der med haven og frugttrærne foran, hængebirkene omkring huset og bækken styrtende lige ned fra fjeldknausen?» «Jo, det er idyllisk; det vilde bli et yndigt lidet billede paa et æskelaag.»
«Men vi kommer jo fra den ene kjedel ind i den anden hele tiden i denne dal.» «Ja, men altid afveksling, noget nyt; nye scener, nye prospekter, ny skjønhed, – emner til nye malerier hele tiden.»
«Ja, denne vakre krog af verden, vi her har for os, heder Kvam. Men netop nu og her vil vi stanse lidt, for jeg vil faa gjøre dig opmærksom paa noget rart. Ser du nu der fremme, hvor dalen kniber sig sammen, gaardene slutter og fjeldene stiger frem høie og bratte paa begge sider?» «Ja, jeg ser.» «Se nu til høire side, hvor fjeldet tegner sig mod himmelen, hvad ser du der?» «Det er jo profilet af en mand.» «Ja, og hvem ligner han?» «Det er Bjørnstjerne Bjørnsons profil.» «Ja, vist, og det godt tegnet ogsaa. Og saaledes har han staaet her, støbt i sten – tusinder af aar før han kom til verden, og slik vil han fomodentlig bli staaende der til verdens ende.»
Nu svinger dalen igjen, nu gaa vi bent nordover. Og naar vi nu kommer midt ind i den kjæde, vi nu ser foran os, da er vi i Bredebygden, og did var det, jeg indbød dig at følge mig. Men læg nu foreløpig mærke til denne lille gaard, vi nu kjører forbi. Den heder Eide. Og saa snart vi har været en tur oppe i Bredebygden, skal vi vende tilbage hid. Thi det er om folket her jeg vil fortælle dig denne gang.
Vi reiser op til Bredevangen. Her vil vi stanse lidt og se os omkring. Er ikke elven bred og vakker og stille her? Og saa gaardene paa den anden side. Se søndenfra: Sandbo, saa Melem, saa Breden, langs elven; og saa oppe i den enden række de to Bugaarde og Ekren og høiest der oppe husmandspladsene. Og ser du den vakre fossen der ovenfor Melem? Vel 1.000 fod styrter den sig lige ned, og saa speiler baade fossen og den vakre gaard, fjeldet og det skjønne landskap sig i den stille, blanke elv. Ja, her stod mangen reisende nordmand og udlændinger fjetrede ved dette fagre syn. Og kong Karl var en af dem, da han om sommeren 1865 kom over Sognefjeldet og reiste nedover Gudbrandsdalen. Ogsaa han stansede paa Bredevangen for at høre og se. Særlig skulde han nok beundre Melemsfossen, den gang fuld og stor.
Men se nu ogsaa mod nordvest, paa den anden side af elven. Den høie og steile bergtind, du der ser, er Selsjordskampen. Og der paa toppen var det, at Pillar-Guri stod i 1612. Derfra kunde hun saa godt se, naar skotterne paa den anden side af elven kom midt under Kringen. (Kringen ligger paa denne side). Og saa kunde hun i rette øieblik give signalet med sit horn. Thi
«Bonden passer paa
om han snart kan lade
fjeldets barrikade
ned fra tinden
over fienden
som et uveir gaa.»
Ja, mine fædre var med her, og jeg har mangen gang som smaagut støbt blykugler i kuleformen til det skottegevær, som lige til min tid fandtes paa min fædrenegaard.
Men det var nu om min tid og om freden, ikke om krigen, jeg skulde skrive., særlig da om haugianerne eller læserne i min hjembygd. Læserne kaldtes de, fordi de var flittigere end andre til at læse Guds ord, gaa i kirke og paa opbyggelser («samlinger» kaldte vi dem). De fleste af disse familier var i slægt med hverandre, og jeg kunde nok ha lyst til at føre dig ind i flere af disse huse. Men jeg faar vel ikke rum for saa meget, og derfor vil jeg denne gang – ved at begynde søndenfra – kun, eller først i alle fald, fortælle lidt om Hans Eide.
I.
HANS EIDE.
Hans Eides far hedte Jakob. Moren Anne. Anne var fars søskendebarn, og hun var en velbegavet, snild og gudfrygtig kone.
Jakob Eide var allerede gammel han, da jeg var barn. Jeg syntes, han maate ligne et bergtrold; han var høi, noget bøiet med skraa skuldre, lange arme, store og grove næver, langt hvidt haar, grove andsigtstræk, men store og gode øine. Det graa skjæg var kun noget afstumpet med en saks. Resten stod igjen som stive børster. Han brugte vel saks istedetfor kniv, fordi han var for uhændig.
Ja, for Jakob var uhændig; han duede ikke til at kjøre, – slet ikke i skogen da. Det maate hans to voksne døtre, Rønnaug og Kari, gjøre. Jeg husker godt, at vore tjenestegutter ret som det var kunde le, naar de kom hjem fra skogen, og sie: «I dag mødte vi Ejekarene ogsaa.» Det var Rønnaug og Kari Eide det. Og disse to, de fik nok ogsaa gjøre det meste kararbeide hjemme paa gaarden, – pløie og saa, slaa og skjære. – Faren hjalp vel til, det han kunde; men han var nu gammel ogsaa, og leie hjælp kunde han ikke; gaarden var for liden. Om vinteren kjørte han omkring i bygden og kjøbte op aske, hvoraf han kogte potaske, som i den tid solgtes til glasværkerne. Efter denne sin bedrift blev han ogsaa ofte kaldt «Oske-Jakob».
Men stod Jakob tilbage med hænderne, saa var derimod baade hjerte og hode førsteklasses. Han var en opriktig kristen med en øm, vaagen samvittighed, – en kristen af det gode, gamle slaget, som var ræd for at gjøre synd. Og hodet, det var godt. Han tænkte klart og havde efter forholderne læst og lært meget. Han læste ualmindelig godt. Naar det derfor ved opbyggelsesmøderne blev spørsmaal om, hvem der skulde læse, saa faldt det gjerne paa Jakob; thi han læste «lydeligt, tydeligt» og opbyggeligt. Han havde nu ogsaa læst de gamle prækener saa mange gange før. Og saa havde han en saa mageløs hukommelse, at han nok halvveis kunde dem udenad. I alle fald var dette tilfældet med Pontoppidans fortælling «Menoza». Af den kunde han citere hele sider udenad.
«Men det var jo om Hans Eide, du lovede at fortælle os» sier du.
Ja vist, og nu kommer jeg til ham. Og det er sandt: det var nærmest for at reise Hans Eide et minde, at jeg bestemte mig til at skrive denne lille skisse.
Hans Eide var Jakobs søn, hans eneste søn. Og grunden til, at han ikke kunde hjælpe sin far baade med at kjøre og med andet arbeide, var den, at han fra barndommen af var krøbling. Hans kunde ikke gaa, ikke bruge benene det mindste. Han sad paa gulvet, flyttede benene med hænderne og skubbede sig frem. Paa denne maade kunde han komme over gulvet. Han havde en stor og stærk overkrop, store og uhændige hender, lidt bløde og ubehagelige at ta i. Ogsaa ansiktets former var grove. Men øinene var usædvanlig vakre; store, mørkeblaa, og de lyste af forstand, tilfredshed og velvilje. Hans var kanske 15 aar ældre end mig, saa jeg mindes ham kun som voksen. Han begyndte tidlig at arbeide med hænderne. Noget af det første, han drev med, var nok at gjøre tollekniver. Hvorledes han fik indrettet sig smedie inde i stuen, ved jeg ikke. Men man saa, at efterhaanden lærte han at gjøre pene og gode knive og skaft.
Senere begyndte han at binde bøger, og snart fandtes de nu hos Hans alle de bøger i bygden, som enten var uindbundne eller trængte nyt bind. Den vigtigste grund for ham til at begynde med bogbindning var nok den, at han paa den maade fik mange bøger at læse. Thi Hans havde en grænseløs læselyst og kundskapstørst. Han læste rub og stub, religiøst og verdsligt. Og han havde et godt hode, saa noget lærte han nok baade her og der.
Fra Hans Melem, en gammel ungkar, som nok i sin tid havde været skolelærer, fik han flere aargange af «Skillingsmagazinet» til indbindning. Dette var, saavidt jeg ved, Norges første illustrerede blad. Og det var godt redigeret. Det indeholdt megen fortrinlig læsning og adskillige nok saa gode billeder. Dette var nu en ren guldgrube for Hans. Det var en fest saa længe disse varede.
Men Hans havde jo ingen skole havt. Og derfor stødte han paa adskilligt, som han enten slet ikke forstod eller i alde fald ikke fuldt du kunne greie.
Naar jeg om somrene var hjemme fra byen, medens jeg studerede, havde jeg mine regelmæssige ture til Hans Eide. Da kunde jeg bli siddende der hele dagen. Hans spurte, og jeg maatte svare.
Med sin ualmindelige hukommelse havde han gjemt sammen fra det hele aar, hvad han under læsningen ikke havde forstaaet. Og nu kom det spørsmaal paa spørsmaal i en broget forvirring, – i en ustanselig strøm; saa var det fremmede ord han ikke forstod; saa var det historiske, geografiske eller andre oplysninger, han trængte. Og saa glad som han var, naar jeg kunde hjælpe ham.
Disse besøg var en fest, en fest for os begge to.
Og aarene gik og kom.
Men saa en vinter hændte der noget, som blev af betydning for hele hans’s fremtidige liv.
Det var vel omtrent i midten af sekstiaarene. Og julen kom den vinter som alle de andre. Men den vinter kom ogsaa Ole Josten. Han var Hans Eides fætter, og han var paa den tid i Kristiania og lærte treskjæring. Men den vinteren kom han hjem paa besøg til jul og skulde være hjemme resten af vinteren.
I kulen kom han da ogsaa for at besøge sin farsøster paa Eide og Hans og alle de andre. Han havde ogsaa med en del pene treskjærerarbeider, som han forærede sine slegtninge.
En dag sa Ole til Hans: «Du skulde slutte med dette bogbinderarbeide, Hans; det lønner sig ikke. Du skulde begynde med treskjæring.» «Synes du, disse hender ser du til at kunne gjøre nogen saa fine og pene ting med kniven?» Hans sad netop med et af Oles arbeider i haanden. «Du kan lære. Du kan lære det, ligesom du har lært at smede og binde bøger. Var veld en første bog, du bandt, saa pen som denne her?»
«Nei, men – – – «
«Du har tid nok, og du har udholdenhed nok, og du kan lære. Begynd bare du, Hans, og du skal nok se, det gaar. Og naar du faar lært det, saa kan du tjene godt med det, skal jeg sie dig. Med bogbindningen din tjener du vist ikke meget?» «Aa nei, det er nu det da, at jeg faar læse bøgerne.» «Ja, men naar du tjener penge, saa kan du kjøbe nye bøger, – de bøger, du vil. Forresten, naar du taler om at gjøre slige pene ting med kniven, saa skal jeg sie dig; vi har ikke bare kniven at hjælpe os med nu. Det var de gamle det. Nu har vi mange slags redskaber, som gjør treskjæringen baade raskere og lettere. Jeg skal skaffe dig redskaber jeg, og tegninger ogsaa. Desuden blir jeg hjemme i vinter, saa jeg skal vise dig og sætte dig paa vei.»
Nu begynder ogsaa Hans at bli interesseret; Oles forslag blev antaget, og Hans begyndte at lære treskjæring.
Dette fik jeg vide af Ole Josten, da han om vaaren kom ind til byen igjen. Og saa snart jeg kom hjem til sommeren, gik jeg da atter og besøgte Hans.
«Nu, hvordan gaar det med treskjæringen da, Hans?» spurte jeg.
«Aa, det skjyt inkje fram saa det dunar,» var svaret.
Men da jeg saa betragtede det arbeide, han holdt paa med og som allerede var nok saa pent, saa fortsatte jeg, og det saa glad, at jeg kunde se, at ogsaa Hans blev glad ved det;
«Men det munar daa jamt, ja det munar, so det stundom er hugnad aa sjaa.»
Ja det munade.
Det ene arbeide blev færdigt efter det andet; skeer og slever med udskaarne skaft, smaa esker og andre smaating, nærmest pene legetøier for børn. Men allerede næste sommer havde han sendt mange større ting til skydsstationen, for at reisende folk kunde faa anledning til at se og muligens kjøbe dem; grødspand, syskrin, papirknive og mange andre pene ting.
I førstningen vakte «udstillingen» kanskje mest opmærksomhed derved, at det var en krøpling, som havde gjort disse ting. Og det forsømte forevisersken aldrig at fortælle: Han var krøbling fra barndommen af, men han var saa snil og saa flink. Han likte godt at tale med folk; og de, som havde truffet ham, de ligte ogsaa at tale med ham. Han boede lige ved veien, – en halv mil syd. Paa den maade gjorde denne snille pige mange reisende interesserede i Hans; og snart begyndte en og anden og efterhaanden flere og flere at gaa indom paa Eide, baade for at faa se flere af Hans’ arbeider og for at faa se og tale med ham selv. Rygtet om Hans Eide udbredte sig i utrolig kort tid. Hans blev en af dalens mærkverdigheder og Eide at valfartssted, hvor baade gaaende og kjørende, baade studenter og storfolk stansede for at se og tale med Hans og – handle med ham.
Skjønt Hans var flittig den hele vinter, kunde han dog nu aldrig faa ferdig saa mange arbeider igjen til næste sommer, som han kunde solgt. Og penere og penere blev arbeiderne fra aar til aar. Vil du komme indom mit hjem i Northfield, skal du faa se prøver paa Hans’s arbeider, pene ting, jeg kjøbte af ham som foræringer til min kjæreste den gang.
Jakob Eides ældste detter Rønnaug blev gift, og nu overtog hun og hendes mand gaarden. Forældrerne, Kari og Hans flyttede da ind i føderaadsstuen.
Men saa hendte det, at Melemsvangen skulde sælges. Eieren reiste til Amerika. Vangen var en liden, pen og letbrugt gaard. Ole Bu, fars bror, farver paa Lillehammer, længtede tilbage til hjembygden. Og da hans eneste barn, en datter, var bleven gift, solgte han sin forretning i byen og kjøbte halve Vangen for at oprette farveri der.
En dag sagde da Kari Eide til sin bror Hans:
«Havde jeg nu penge, saa kjøbte jeg halve Vangen. Den gaard skulde jeg drive uten leiet hjælp, og saa havde ogsaa jeg et hjem, naar far og mor dør..»
Hans sat taus en liden stund; men saa sa han roligt og trygt: «Kjøb den du, Kari; der blir vel en raad med betalingen.»
Kari saa forundret, spørgende paa Hans, og saa tilføiede han da som forklaring: «Aa, jeg har da tjent lidt med mit arbeide, jeg ogsaa, i alle disse aar. Og hvad jeg har, skal du faa. Og saa kan jeg tjene mer herefter.»
Kari blev glad som aldrig før; men tillige saa forundret, at hun aldeles gjemte at takke. Thi vel vidste hun, at Hans nu i mange aar havde plukket ind nok saa mange smaapenge; men at dette langt fremover skulde forslaa til at kjøbe en gaard, selv om den var liden, derom havde hun dog ikke den fjerneste anelse.
Imidlertid; dette lod Kari sig ikke sie to gange. I sin glæde gik hun med en gang han og kjøbte gaarden. Og Kari blev gaardbruger paa Vangen, og folk sa, at skjønt aldeles alene med alt arbeide, drev hun gaarden godt. De første aar boede hun ogsaa alene paa gaarden; men da forældrene var døde, flyttede ogsaa Hans til Vangen. Og de to søskende som var saa glad i hinanden, boede sammen saa lenge Hans levede.
Hans Eide var en glad mand. Det saa du til, at han blev mer og mer glad, jo ældre han blev; glad i sin søster, glad i sit arbeide, glad i sit hjem, sine bøger, – glad i alle mennesker, og fremfor alt; glad i Gud.
Men en dag var Hans endogsaa lidy mer end almindelig glad, og Kari spør ham derfor:
«Hvad er det, som gjør dig saa svært glad i dag da, Hans?»
«Jo, Kari, for nu har jeg penge, saa nu kan du faa betale du det sidste hundrede, vi skylder paa Vangen.»
Man saa ikke mange kjærtegn blant familielemmer i Gudbrandsdalen i de dage. Men den gan gik Kari lige hen til Hans, fik fat i hans store næve, saa paa ham med sine store, vakre øine fulde af taarer, saa paa ham med en blanding af beundring og kjærlighed og sa: «Tak, Hans!»
Og den kveld var der nok takkefest hos de to søskende. Det længe eftertregtede maal var naaet, og begges tak steg op til Gud, som gjør alting vel.
Men nu havde Hans løst sin livsopgave. Kort efter dette fik han gaa hjem til Gud. Og jeg føler mig overbevist om, st han blev mødt med denne hilsen: «Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget. Gak ind til din Herres glæde.»
Hædret og velsignet være Hans Eides minde!
Fra «Jul i Vesterheimen» 1911
Ole Amundson Bu
(1842-1931) var sønn av Amund Olson nigard Bu og Kari Syversdatter Hyrve (som var søster av Sylvester Sivertson, redaktør i Lillehammers Tilskuer 1841-1842 og grunnlegger av Drammens Tidende).
Ole Amundsson Bu ble dimittert fra Asker skolelærerseminarium i 1861, gikk på Heltbergs Studentfabrikk (som han for øvrig omtaler i artikkelen «Minder fra Studenterfabrikken» publisert i «Symra» 10/1914), og han studerte ved Universitetet i Kristiania 1865-74 med avbrudd for å virke som lærer.
Han utvandret til USA og var luthersk pastor 1875-1931 (Pastors Who’s Who. Pastors Directory. Nordmanns-Forbundet 24/1931 og Gudbrandsdølen 4/5 1931). En oversikt overnoen av hans publikasjoner kan finnes i basen «Nordmenn i Amerika (TMA) på Nasjonalbiblioteket (fritt tilgjengelig og søkbar database, se www.nb.no/html/norsk-amerikansk_samling.html )
Jul i Vesterheimen
Dette var et svært populært julehefte som utkom i perioden 1911- 1957. Bladet ble utgitt av Augsburg Publishing i Minneaopolis. Norsk-amerikanere var flittige bidragsytere til Jul I Vesterheimen. Noen av artiklene var på engelsk. Les mer om bladet på www.nb.no/html/noram_jul.html .